Mit møde med toiletterne





Af Lis Øllgaard



Det lyder måske pudsigt, men mit møde med en gruppe toiletter i den sydindiske delstat Tamil Nadu er ikke desto mindre blevet et af de mere rørende øjeblikke i mit liv. Men lad os lige starte et helt andet sted. Forestil dig, at du ikke har et toilet derhjemme. At din nabo heller ikke har et toilet. At der faktisk ikke er et toilet et eneste sted i din by. Eller på din skole. Eller arbejdsplads. Det er virkeligheden mange steder i den fattige del af Indien og uden for de større byer.





Derfor har Dansk - Indisk Børnehjælp siden 2004 via vores sundhedsprogram fokuseret på etablering af toiletter, og alene i 2018 etablerede vi 50 toiletter i delstaten Tamil Nadu. Og det var nogle af disse toiletter, jeg og resten af grupperejsen Indien bag kulissen skulle besøge en varm dag i februar 2019.


Bussen havde skrumlet os af sted til en landsby langt ude på landet uden for provinsbyen Arni. Da vi ankom til landsbyen sammen Dansk - Indisk Børnehjælps samarbejdspartner WCDS i Kalambur, sad der omkring 80 kvinder på jorden i farvestrålende sarier og ventede på os. Vi skulle ud og se de toiletter, som foreningen har været med til at etablere, og det er svært at sige, hvem der var mest spændt. Kvinderne, fordi de var stolte over at vise de nye tiltag frem og spændte på at møde os ... eller os, fordi vi var lidt nervøse for at prøve de eksotiske toiletter, og fordi det er en utrolig stor ære at få lov at møde de mennesker, vi støtter, og snakke med dem om deres levevilkår og drømme.


Først startede vi med at lære hinanden at kende – der blev grinet og fortalt og forklaret. Mange af kvinderne fortalte, at de var utroligt glade for Dansk - Indisk Børnehjælps familiesponsorprogram, som mange af dem havde benyttet sig af.


Familiesponsoratprogrammet giver kvinder adgang til et rentefrit lån til etablering af egen virksomhed, fx køb af en symaskine, en ko, en ged, et lille varelager til en lille kiosk, ja det er næsten kun fantasien, der sætter grænser her. Hos Dansk - Indisk Børnehjælp hedder det familiesponsorprogrammet, fordi det er hele familien, der får styrket sin levestandard, når en kvinde etablerer egen virksomhed. Og lånet finansieres via en sponsor.


Så vi begav os alle i samlet flok ud i landsbyen for at se og prøve de spændende toiletter. Og toiletter ER en spændende oplevelse i Indien. Glem alt om rindende vand, formfuldendte toiletbrædder og væghængte modeller. I Indien består et toilet af en keramisk fodplade med hul ned til en septiktank – ved siden af en spand vand med et litermål, som man bruger til at skylle efter med. Og et omgivende skur, der beskytter én mod vind, vejr og nysgerrige blikke. Landsbyens kvinder og børn viste os alle de flotte toiletter, der var blevet etableret – toiletter, hvor brugerne selv betaler en symbolsk del af udgiften (resten finansieres via Dansk - Indisk Børnehjælps familiesponsoratfond). Denne finansieringsmodel er valgt for at sikre en følelse af ejerskab og medansvar. Og det er tydeligt, at den strategi virker. Toiletterne var flotte, rene og velholdte. Og beboerne i landsbyen var pavestolte over faciliteterne og lykkelige for at kunne gå på toilettet, der hvor de bor. Landsbyen var fattig, husene var slidte og primitive. Og i disse snoede gader, mellem tætliggende hytter, hvor hele familien sover, spiser, laver lektier og bor sammen i 1-2 rum, var der tidligere ingen alternativer, når man skulle på toilettet. Heller ikke for kvinder, piger og små børn, hvis de skulle op midt om natten. Ingen bryder sig om at forurene sit nærmiljø, men nu behøver de ikke længere være utrygge, fordi de er nødt til at søge længere væk fra familien og boligen, men kan trygt, sikkert og miljøvenligt bruge det toilet, de selv har været med til at tage initiativ til.


Vi mødte unge kvinder med små børn på armen, vi mødte frække unger, der spænede rundt med store smil, vi mødte ældre kvinder, der gav os hånd og stolt fremviste deres toilet, og vi mødte mænd, der holdt sig lidt i baggrunden, men storsmilende holdt øje med, hvor mange af toiletterne vi besøgte. Sprogforskellene var store, men håndfagter og kropssprog og hjælp fra leder af WCDS, Palani fandt vi ud af at forstå hinanden, og budskabet var tydeligt. Toiletterne gør en stor forskel! For familierne. For trygheden. For hygiejnen. Og for miljøet.

Alle var pavestolte over deres toilet - og færdige af grin over at se os forsøge os med den keramiske fodplade og dertil hørende septiktank. Det var en rigtig dejlig og lærerig dag!