Udflugt til økologisk skov og landbrug





Mikael Kjærsgaard Sørensen



I mange år har Dansk - Indisk Børnehjælp i samarbejde med vores partner WCDS i Kalambur, Tamil Nadu sendt børn og kvinder på uddannelsesture til bl.a. økologiske landmænd og gartnerier.

Den 20. maj tog skoleelever fra Kalambur, Endvumbadi og Ellupakunam og familiesponsoratkvinder på tur til Sadhana Organic Forest og Buddha Organic Farm for at lære om miljø, økologi, solenergi og bæredygtighed.





Det første sted, de besøgte, var Sadhana Organic Forest. Det er et skovområde på 28 hektar, der dyrkes økologisk. Forvalteren af skoven, Mickel Roy, tog imod eleverne og kvinderne. De blev først vist rundt i skoven og hørte, hvordan projektet startede for 15 år siden for at bevare de sydindiske skove. Alt arbejdet i skoven bliver udført af frivillige. Projektet kører udelukkende på solenergi. Efter rundvisningen fik alle et foredrag om plantning af træer, miljø, hvordan man sparer på vand, brug af solenergi, samt hvordan man undgår plastik.


Næste punkt på dagsordenen var miljø med fokus på sortering af nedbrydeligt og ikke-nedbrydeligt skrald. Et eksempel var ikke at smide skræller fra grøntsager og frugter ud, da de kan omdannes til naturlig gødning. Et andet eksempel var plastik og de mange skadelige virkninger ved dette materiale, hvordan det forhindrer vand i at lejre sig i jorden, at køer og andre husdyr spiser det, og at det fører til, at dyrene dør, og giver en større risiko for kræft ved indtagelse af produkter fra husdyr. De hørte også, hvordan man indsamler regnvand og gemmer det i beholdere til senere brug.

​Det sidste punkt var solenergi. De besøgende fik et indblik i, hvordan solenergi er en bæredygtig og vedvarende energikilde. Oplægsholdenerne viste dem solceller og fortalte, hvordan de virkede.


Efter oplægget tog gruppen videre til Buddha Organic Farm. Her hørte de, hvordan man planter og dyrker økologiske frugter og planter. De hørte om fordelene ved at spise økologiske produkter og ulemperne ved at spise ikke-økologiske produkter. Til sidst hørte de, hvordan man kan bruge den naturlige gødning fra planter og frugter til eget landbrug.