• Velkommen
  • Om foreningen












Sådan begyndte det.
Vær i målet - se det for dig - lev det ud -
Vejen til succes for Dansk - Indisk Børnehjælp



I 1997 rejste cand. theol. Tine Elisabeth Larsen til Indien for at lave research til en bog om den danske kvinde Anne Marie Petersen, der arbejdede som grundtvigsk missionær og deltog i indernes frihedskamp via sit venskab med Gandhi.

I Indien fandt Tine et væld af dokumentation for Anne Marie Petersens virke - bl.a. i form af brevvekslinger mellem hende og Gandhi. I år 2000 udgav Tine i Indien bogen A Danish Woman in South India, om Anne Marie Petersens liv. I år 2014 kom hendes anden bog 'Gandhis ven'.

På Tines rejse rundt i Indien mødte hun en masse mennesker, som fortalte om Indiens fortid og nutid - om hvordan der pga. gamle religiøse skrifter, overtro og grådighed herskede en udbredt forskelsbehandling af piger og kvinder i form af kønsselektive aborter, drab på pigebørn efter fødslen og brudebrændinger. Mange kunne se Tines engagement og opfordrede hende til at gøre noget for de udsatte piger.

Da Tine vendte hjem til Danmark, var hun fast besluttet på at handle og gik straks i gang med at fortælle om sine planer til venner og familie. Den 10. januar 1998 resulterede disse planer i stiftelsen af Dansk - Indisk Børnehjælp. Målet var at åbne et børnehjem for piger - at gøre noget for at hjælpe piger og kvinder i Indien, så de senere kan gøre noget for deres eget lokalsamfund. Samme år blev der fundet en indisk samarbejdespartner og året efter den 4. februar 1999 åbnede børnehjemmet Danish Indian Children´s Home - et hjem for piger.
Herefter etablerede Dansk - Indisk Børnehjælp mange forskellige samarbejder med indiske partner i flere indiske delstater og oprettede igennem årene mange bæredygtige programmer til fordel for børn og kvinder.


Vision



Et Indien hvor piger og kvinders position i samfundet er lige og hvor de på lige fod med drenge og mænd har mulighed for at skabe deres egen tilværelse.



Mission



​Vejen til at opnå vores vision går gennem at styrke og opbygge indiske piger og kvinder gennem diverse projekter og programmer. I samarbejde med vores indiske samarbejdspartnere udvikler vi konkrete tilbud som giver piger og kvinder mulighed for at hjælpe sig selv og deres familie til en bedre tilværelse. For at kunne realisere dette er det vigtigt at vi indhenter ny viden, samarbejde med andre organisationer, samt ikke mindst oplyser i Danmark om forholdene i Indien. På denne måde er det muligt at generere interesse og midler til at gennemføre arbejdet i Indien.


Formål



- At hjælpe børn og kvinder via selvhjælp uanset religion, kaste eller politisk tilhørsforhold.
- At etablere projekter og programmer i Indien sammen med indiske samarbejdspartnere med henblik på selvhjælp.
- At samarbejde med indiske og danske organisationer, der arbejder for at forbedre forholdene for børn og kvinder i Indien.
​- At udbrede kendskabet til Indien og indiske forhold.



Vedtægter, årsberetning, årsregnskab



Her finder du foreningens vedtægter og seneste årsberetning og årsregnskab.



Bestyrelsen



Tine Elisabeth Larsen



Formand, Indien og marketing



​Tine er bl.a. Cand.theol, forfatter m.m. I 1997 tog hun til Indien og underviste på en pigekostskole. Efterfølgende rejste hun rundt i landet og da hun vendte hjem tog hun initiativ til at oprette foreningen Dansk - Indisk Børnehjælp ud fra mottoet: "Vær i målet - se det for dig - lev det ud". Tine brænder for at formidle viden om Indien og for at motivere til en fælles indsats.


Jette Wogensen



Næstformand, ansv. skolesponsorater



​Jette er uddannet skolelærer, m.m. og var i december 1997 med til det berømte kaffemøde, hvor retningslinjer og ideer til etablering af foreningen Dansk - Indisk Børnehjælp blev udarbejdet. Særligt uddannelse for piger og kvinder har Jettes interesse og siden foreningens begyndelse har Jette haft mange funktioner i bestyrelsen.


Mette Herskind



Kasserer



Mette Herskind blev valgt som kasserer på generalforsamlingen i 2019 og er dermed det nyeste medlem af bestyrelsen. Hun har været medlem og familiesponsor i mange år og var med på grupperejsen i februar 2019, hvor hun så foreningens arbejde med egne øjne og mødte nogle af de kvinder og børn, som foreningen støtter. Mette arbejder til daglig som kirketjener.



Dorthe Dalbæk Jensen



Sekretær



Dorthe hørte første gang om Dansk - Indisk Børnehjælp i efteråret 2004. Hun har siden 2005 været valgt ind i bestyrelsen. Dorthe har været mange gange i Indien og har besøgt foreningens programmer adskillige gange. Dorthe er en del af Indiensgruppen. Dorthe brænder for at kunne gøre en forskel for børn og kvinder i Indien og igennem Dansk - Indisk Børnehjælp er dette muligt.



Lisbeth Lynggaard-Jørgensen



Events, marketing m.m.



Lisbeth har været tilknyttet foreningen siden maj 2004. Hun kastede sig ud i rollen som foredragsholder og rejseleder med ordene "Jeg bliver aldrig mere klar!". Opgaverne spænder vidt: Marketing, arrangementer, rekruttering af frivillige og kulturbesøgende til Indien m.m. Hun er glad for kontakt til de indiske partnere, foreningens medlemmer og frivillige og brænder for at informere, inspirere og motivere.


Abhilasha Dixit Mishra



Events



Abhilasha blev frivillig i Dansk - Indisk Børnehjælp i 2016, fordi hun ønskede at bidrage til at styrke piger og kvinder i Indien. Siden har hun været en del af vores internationale team, og deltager i events. Abhilasha kommer fra Nordindien og har en doktorgrad som kemiingeniør.



Dawn Maldia Madsen



Sekretariatet



Dawn er uddannet datalog og arbejder hos IBM. Via sit job havde Dawn fornøjelsen af at arbejde i Hyderabad, Indien, i en måned i 2010. Efter hjemkomsten havde Dawn stor lyst til at fortsætte med at hjælpe og helst børn og kvinder. Hun bruge sin baggrund, samt netværk til at fremme interessen for Dansk - Indisk Børnehjælp.



Lis Øllgaard



Sekretariatet, events, Indiensudvalg



Lis har været en aktiv del af foreningens arbejde og har arbejdet tæt sammen med bestyrelsen i Indiens- og eventudvalget.