I 1997 rejste cand. theol. Tine Elisabeth Larsen til Indien for at lave research til en bog om den danske kvinde Anne Marie Petersen, der arbejdede som grundtvigsk missionær og deltog i indernes frihedskamp via sit venskab med Gandhi.
I Indien fandt Tine et væld af dokumentation for Anne Marie Petersens virke - bl.a. i form af brevvekslinger mellem hende og Gandhi. I år 2000 udgav Tine i Indien bogen A Danish Woman in South India, om Anne Marie Petersens liv. I år 2014 kom hendes anden bog 'Gandhis ven'.
På Tines rejse rundt i Indien mødte hun en masse mennesker, som fortalte om Indiens fortid og nutid - om hvordan der pga. gamle religiøse skrifter, overtro og grådighed herskede en udbredt forskelsbehandling af piger og kvinder i form af kønsselektive aborter, drab på pigebørn efter fødslen og brudebrændinger. Mange kunne se Tines engagement og opfordrede hende til at gøre noget for de udsatte piger.
Da Tine vendte hjem til Danmark, var hun fast besluttet på at handle og gik straks i gang med at fortælle om sine planer til venner og familie. Den 10. januar 1998 resulterede disse planer i stiftelsen af Dansk - Indisk Børnehjælp. Målet var at åbne et børnehjem for piger - at gøre noget for at hjælpe piger og kvinder i Indien, så de senere kan gøre noget for deres eget lokalsamfund. Samme år blev der fundet en indisk samarbejdespartner og året efter den 4. februar 1999 åbnede børnehjemmet Danish Indian Children´s Home - et hjem for piger.
Herefter etablerede Dansk - Indisk Børnehjælp mange forskellige samarbejder med indiske partner i flere indiske delstater og oprettede igennem årene mange bæredygtige programmer til fordel for børn og kvinder.